DMI gør rådata gratis – kan bidrage til grønne løsninger

Det har hidtil kostet penge, hvis selskaber har villet have fingrene i rådataen om vind og nedbør, som DMI’s vejrstationer døgnet rundt indsamler.

Det laves der dog om på nu og frem mod 2023, hvor DMI’s metrologiske rådata bliver frit tilgængelige. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Det skal bidrage til den grønne omstilling, så dataen gør mere samfundsnytte, siger direktør Marianne Thyrring.

Det er blandt andet inden for energieffektiviseringer og landbruget, at dataen kan bruges.

– Hvis man skal styre produktionen af vind- og solenergi, er det smart at vide noget om, hvor meget sol og vind der kommer, og drage erfaringer af, hvor meget der har været, siger Marianne Thyrring.

Rådataen er den data, der blandt andet ligger bag de vejrprognoser, som danskerne kan se på DMI’s hjemmeside.

De to organisationer Dansk Industri og Dansk Erhverv jubler over tiltaget.

– Data er viden, og viden er uundværlig, når vi skal omstille vores samfund til en grønnere fremtid, siger Christian Hannibal, konstitueret branchedirektør i DI Digital, i en kommentar.

Janus Sandsgaard, digitaliseringspolitisk fagchef hos Dansk Erhverv, stemmer i:

– Den slags vil Dansk Erhverv gerne have mere af, og det har været en mærkesag i årevis, siger han i en kommentar.

En af de virksomheder, som har gavn af rådataen, er vindmølleproducenten Vestas, der har vejrmodeller til at beregne vindforhold for møllerne.

– At DMI frigiver data inden for lyn, klimatologi og vejrobservationer, er et stort supplement til vores eget setup, som vil være med til at optimere vores vindmølleparker og øge sikkerheden for vores medarbejdere, lyder det fra selskabet i en skriftlig kommentar.

Marianne Thyrring forventer også, at dataen vil blive brugt til flere apps.

Der har kørt et testsite med dataen, hvor en svensker i løbet af weekenden pludselig downloadede en masse data.

– Pludselig udkom der en sejler-app, hvor der belyses danske forhold for svenske sejlere.

– Vi sidder ikke og laver den slags apps, men det er der uden tvivl et stort marked for, siger hun.

DMI’s rådata bliver frigivet i seks faser fra 2020 til 2023.

Først bliver data som temperaturer, nedbør og vind frit tilgængelige. Senere kommer data om vandstand og lyn.

/ritzau/