Politiet gør klar til turister: Åbner endnu en grænseovergang

Politiet gør klar til, at der fra mandag kan komme øget indrejse til Danmark.

Lørdag åbnes for endnu en grænseovergang til Tyskland, så i alt fire overgange er åbne, og der indsættes ekstra personale.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag morgen.

Fra mandag åbner Danmark for blandt andet tyske turister, der kan fremvise mindst seks bookede overnatninger uden for hovedstaden.

Der er dog fortsat fuld grænsekontrol, så politiet vil ikke udelukkede trafikkøer:
– Vi er meget opmærksomme på situationen og gør vores bedste for, at trafikken skal glide bedst muligt samtidigt med, at vi skal gennemføre indrejsekontrollen, siger Brian Fussing i meddelelsen.

Han er politiinspektør ved Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

– Desuden opfordrer vi de rejsende til at følge med i trafiksituationen og overveje at køre mod Danmark på ydertidspunkter, hvor trafikken måske ikke vil være så tæt, lyder det.

Det er overgangen i Padborg, der fra lørdag vil have åbent mellem klokken 7 og 23. Overgangene i Frøslev, Kruså og Sæd har døgnåbent.

De resterende ni grænseovergange vil fortsat være lukket.

/ritzau/