Odense-borgmester: Overvej om demonstration er en god idé

Odense Kommunes borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), er bekymret over den antiracistiske demonstration, der onsdag eftermiddag afholdes i byen.

Der er ikke råd til at gamble med det lave smittetryk med coronavirus, der er opnået igennem en lang indsats, siger han.

– Når man møder op, skal man overveje, om der er for mange mennesker, og om de står for tæt.

– Er man i tvivl, synes jeg, man skal overveje, om det er i dag, man skal til demonstration – eller om man kan gøre sine holdninger gældende digitalt, siger han.

Borgmesterens melding kommer, efter at der søndag var samlet flere end 15.000 mennesker til en demonstration i København.

Dagens demonstration er annonceret i en Facebook-begivenhed, hvor der er lidt flere end 300 tilmeldte.

Demonstrationerne kommer i kølvandet på, at den sorte amerikaner George Floyd for lidt over to uger siden døde i forbindelse med en anholdelse.

Det er særligt billederne fra København, der gør Peter Rahbæk Juel bekymret.

– Der er ikke råd til at gamble med det lave smittetryk, vi har opnået ved en lang og fælles indsats, som har haft store personlige og økonomiske omkostninger, siger Peter Rahbæk Juel.

Tager man til demonstration, har man også et ansvar, siger han. Man kan bruge mundbind, og så bør man holde afstand og spritte af, er opfordringen fra borgmesteren.

Ligeledes, siger Peter Rahbæk Juel, bør arrangørerne opfordre til at holde afstand og overholde sundhedsmæssige retningslinjer.

– Der skal ikke herske tvivl om, at man har sin grundlovssikrede ret til at demonstrere til en lovlig varslet demonstration.

– Men når man er midt i en coronakrise, hvor virus stadig er der, påhviler der et stort ansvar for, at det foregår på en sundhedsmæssig forsvarlig måde, siger Peter Rahbæk Juel.

Onsdagens demonstration er arrangeret af organisationen Black Lives Matter Danmark.

/ritzau/