Efter nedlukning: Socialområdet vender tilbage til normalen

Sårbare og udsatte grupper i samfundet har ligesom mange andre været ramt af nedlukningen af samfundet under coronakrisen. Ikke alle har fået den hjælp, som de normalt er berettiget til.

For selv om socialområdet ikke har været helt lukket ned, så har en række tilbud og ordninger kørt på lavt blus eller været sat i bero under nedlukningen.

Men inden for de næste syv dage skal socialområdet vende tilbage til normalen. Det oplyser Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Den Covid-19-bekendtgørelse, som har givet mulighed for at en række offentlige forpligtelser og rettigheder på socialområdet kunne fraviges, bliver således ophævet.

Det betyder blandt andet, at kommunerne igen skal rådgive og behandle alle sociale sager som normalt.

Derudover skal sociale ydelser, som borgere har haft ret til, men som under nedlukningen har været ophørt, igen gives som normalt.

Samvær mellem anbragte børn og deres forældre, som for nogle i en periode har måtte foregå over video, skal nu igen foregå som før nedlukningen.

Og de myndigheder, som fører tilsyn med tilbud på socialområdet, skal ligeledes tilbage i fulde omdrejninger.

– Coronakrisen har været en hård tid for udsatte og sårbare mennesker. Takket være danskernes store indsats mod coronavirus kan det sociale område nu vende tilbage til normalen, siger socialminister Astrid Kragh (S) i pressemeddelelsen.

Hun tilføjer, at det er vigtigt, at myndighederne nu sætter stort fokus på de mennesker, der har været særligt berørt af nedlukningen.

– Vi ved, at nogle sårbare grupper ikke har modtaget den normale hjælp og støtte i en periode, og vi har som fællesskab et ansvar for at række ud til dem og genskabe en tryg hverdag, siger socialministeren.

Hun minder desuden om, at mange udsatte også er i risikogruppen. Derfor er det vigtigt, at alle fortsat følger de sundhedsfaglige retningslinjer i hverdagen.

/ritzau/