Corona tvinger stort mediehus til at skære 100 stillinger

Jysk Fynske Medier, der blandt andet står bag Fyens Stiftstidende, skal igennem en sparerunde og regner med en besparelse, der svarer til 100 medarbejdere.

Det skriver fagbladet Journalisten.

Det er den anden store sparerunde, Jysk Fynske Medier er igennem på kort tid. I efteråret 2019 blev cirka 150 stillinger nedlagt.

Medarbejderne var forberedt på, at der ville komme en sparerunde.

Men at den skulle blive så slem, som det er tilfældet, var ikke ventet, før coronakrisen ramte Danmark.

Mediehuset er nemlig hårdt ramt økonomisk af epidemien.

– Det er nedlukningen af Danmark, der gør, at vores annoncører er hårdt ramt.

– Vi mister indtægten fra dem af, og erfaringer fra andre kriser, eksempelvis finanskrisen, viser, at det fald, der kommer der, vinder man aldrig helt tilbage, siger Per Schultz-Knudsen, tillidsrepræsentant i mediehuset, til Ritzau.

Per Schultz-Knudsen siger, at han tror, det bliver svært at finde nok penge andre steder end ved at fyre.

Ifølge tillidsrepræsentanten påvirker det medarbejderne, at det er den anden store sparerunde på kort tid.

– Det er kritisk for medarbejderne, fordi der efterhånden er kommet så mange fyringer, at folk er pressede i deres arbejdsdag.

– Der er behov for at se, hvordan vi tilpasser organisation, så folk ikke oplever øget pres på grund af de fyringer, der kommer nu.

Det vides endnu ikke, på hvilke afdelinger fyringerne skal fordele sig. Det skal der ifølge Journalisten forhandles om fra fredag.

Jysk Fynske Medier udgiver 15 dagblade og har samlet en læserskare på over næsten 700.000 mennesker ugentligt.

Mediehuset udgiver også en række ugeaviser, der når ud til knap en million mennesker om ugen.

Der er cirka 1700 medarbejdere i huset.

/ritzau/