Overlæger efterlyser national plan mod ny coronabølge

Der er behov for en køreplan for, hvad der skal ske, hvis antallet af smittede med coronavirus i Danmark begynder at stige drastisk.

Det mener en række overlæger på landets infektionsmedicinske afdelinger, der derfor efterspørger en national plan fra de centrale myndigheder.

Det skriver Berlingske.

Ifølge lægerne kræver det to ting, hvis vi vil undgå, at en eventuel “anden bølge” af coronavirus rammer landet:
At man tester på en måde, så samfundet får et korrekt billede af smittens udbredelse i befolkningen. Og at samfundet har en klar plan for, hvad man vil gøre, hvis smitten igen når et kritisk niveau.

Problemet er bare, at Danmark på nuværende tidspunkt ikke har nogen af delene, lyder advarslen fra overlægerne.

På flere af landets sygehuse har man udarbejdet lokale planer for, hvad der skal gøres, hvis coronavirusset begynder at brede sig på sygehusene.

Men hospitalerne har ikke modtaget instrukser eller anbefalinger fra myndighederne om, hvornår en eventuel negativ effekt af den igangværende genåbning af samfundet er så alvorlig, at hospitalerne skal gribe ind.

– Det, vi har lært, er, at vi skal have en plan for at handle øjeblikkeligt, hvis virus spreder sig. Når først antallet af indlagte begynder at stige, er det for sent. Det kræver, at vi har et særdeles godt overvågningsværktøj, siger Lars Østergaard, overlæge på Aarhus Universitetshospital, til Berlingske.

Overlæge på Rigshospitalet, Jan Gerstoft, efterlyser i den forbindelse klarhed over, hvordan der skal smitteopspores i praksis.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) afviser i et skrifteligt svar til Berlingske behovet for at lægge en national plan – og forsikrer om at myndighederne “følger epidemiens udvikling meget tæt”.

– I en situation som denne er der primært brug for evnen til at kunne aflæse udviklingen og handle hurtigt end for at lægge sig fast på kriterier, som måske hurtigt forældes, skriver han ifølge Berlingske.

/ritzau/