Landets største fitnesskæde afventer retningslinjer før åbning

Lørdag aften blev der givet endeligt grønt lys fra regeringen og Folketingets partier om at udvide fase 3 af genåbningen.

Her var træningscentre inkluderet, som en del af dem, der kunne slå dørene op mandag.

Landets største fitnesskæde, Fitness World, åbner dog ikke mandag, da kæden fortsat venter på de endelige retningslinjer fra myndighederne.

En endelig dato for genåbning er dermed ikke fastsat.

Det oplyser kæden i en pressemeddelelse.

Genåbningen kan først planlægges i detaljer, når retningslinjerne kommer, skriver selskabet.

– Vi er meget begejstrede for nyheden om, at vi kan få lov til at åbne vores centre igen, men afventer de endelige retningslinjer, siger direktør i Fitness World Lars Frødstrup i meddelelsen.

– Vi ved, at mange danskere har ventet længe på denne mulighed og glæder sig til at komme tilbage til træningen, og vi glæder os utroligt meget til at tage imod dem og hjælpe dem tilbage i de gode træningsvaner, lyder det.

Kæden har ellers åbnet alle sine 40 centre i Schweiz for tre uger siden.

Centrene blev lukket i marts på grund af udbruddet med coronavirus.

Oprindeligt skulle indendørs idræt herunder træningscenter først åbne i begyndelsen af august, da risikoen for smittespredning er særlig høj her.

/ritzau/