Antallet af coronaindlagte i Danmark fortsætter med at falde

Antallet af indlagte med coronavirus falder med fire til 81 siden fredag. Yderligere en smittet med coronavirus er død, viser tal fra Statens Serum Institut lørdag.

Antallet af indlagte er det laveste siden midten af marts. Dengang var kurven dog opadgående.

15. og 16. marts var der henholdsvis 28 og 62 indlagte på de danske sygehuse, mens der 17. marts var 82 indlagte.

Det samlede antal dødsfald med coronavirus er nu oppe på 587 personer. Coronavirus er dog ikke nødvendigvis dødsårsagen, selv om dødsfaldene indgår i opgørelsen.

/ritzau/