Gæsterne kommer langsomt tilbage til kulturen efter coronanedlukning

Efter flere måneders coronanedlukning har de fleste kulturinstitutioner, parker og zoologiske haver igen åbnet for gæster.

Det betyder dog ikke, at besøgstallet er kommet op på samme niveau som i 2019.

Det meddeler flere kulturinstitutioner. Blandt dem er kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som åbnede den 22.maj.

Lige nu har museet halvt så mange besøgende i forhold til samme tid sidste år.

– Vi kan ikke forvente, at det kommer til at ligne sidste rekordår. Vi, og alle andre, mangler turisterne, som i de senere år har besøgt København i stigende grad, siger museets kommunikationschef, Thomas Bendix.

Snart får islændinge, tyskere og nordmænd dog mulighed for at komme til Danmark, men Thomas Bendix mener ikke, at det vil påvirke besøgstallet betydeligt.

– Vi vil for alvor se flere udenlandske gæster, når der åbnes op for indrejse fra Sverige, Sydeuropa, Storbritannien og USA. Men det skal vi nok vente på en tid endnu, siger han.

Thomas Bendix regner dog med, at besøgstallet vil stige over sommeren til trods for de manglende udenlandske turister.

Også i Den Gamle By i Aarhus forventer museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, at der vil komme flere besøgene i løbet af sommeren.

Siden købstadsmuseet åbnede den 25.maj, er der blevet indløst 3544 billetter.

– Hvis du tager et gennemsnit af de sidste tre år, svarer det cirka til en tredjedel.

– Vi vil selvfølgelig gerne have haft flere gæster. Men når man tager hele den alvorlige situation i betragtning, så synes vi egentlig, at det er rigtig fint, siger Thomas Bloch Ravn.

/ritzau/