Regioner vil give tre ud af fire corona-svar inden 24 timer

Tre ud af fire danskere, der testes for coronasmitte, skal have svar, senest 24 timer efter at testen er foretaget.

Det er det nye mål hos Danske Regioner, der den seneste måned har udført over en halv million test.

Samtidig skal 95 procent have svar inden for to døgn efter testen, oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse.

– Det er klart, at vi skal sikre hurtig vished for, om man er smittet med Covid-19, så vi kan bremse smittekæden så tidligt som muligt.

– Derfor går vi nu også ud og siger, at vi i regionerne arbejder ud fra ambitiøse, men realistiske mål om, at tre ud af fire skal have svar inden for bare et døgn, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, i meddelelsen.

Landets hospitaler har ifølge en opgørelse lavet af Danske Regioner de seneste to uger opfyldt målene.

75 procent af dem, der blev testet mandag den 25. maj, fik svar inden for 22 timer, mens 95 procent havde svarer inden for 40 timer.

Mandagen efter tog det blot 17 og 23 timer. Her blev dog foretaget færre test, da det var anden pinsedag.

/ritzau/