Presset på bioanalytikere fortsætter: Savner svar fra minister

Bioanalytikere melder om stress, overarbejde og uforudsigelige arbejdsopgaver.

Dermed fortsætter presset på bioanalytikerne, som står for at analysere en stor del af de danske coronaprøver.

Det skriver bioanalytikernes fagforening, Danske Bioanalytikere, i en pressemeddelelse.

I forrige uge sendte foreningen en række forslag til Sundhedsministeriet, som skal forbedre situationen.

Et af forslagene er at ansætte 115 ekstra bioanalytikere. Der er endnu ikke kommet svar, og det er for ringe, mener formand Martina Jürs.

– Vi forventer et svar fra ministeren, og vi forventer handling fra ministeren, siger hun i pressemeddelelsen.

Mandag eftermiddag var der foretaget 637.738 prøver. Antallet af prøver viser det samlede antal test, som er eller bliver analyseret.

Den danske testrategi har skiftet flere gange.

Til at begynde med var det kun de alvorligt syge, der skulle testes.

Senest er der givet grønt lys til, at også personer uden symptomer kan blive testet for coronavirus.

/ritzau/