Patientforening: Fornuftigt at vente med behandlingsgaranti

Det er godt, at der er kommet datoer på, hvornår patientrettighederne bliver genindført i sundhedsvæsenet.

Det mener Morten Freil, som er direktør i Danske Patienter.

Reaktionen kommer, efter at regeringen og Danske Regioner fredag aften nåede til enighed om en plan, der genindfører patientrettighederne i sundhedsvæsenet 1. januar 2021.

I psykiatrien genindføres rettighederne tidligere, nemlig 1. september.

Ifølge Morten Freil giver det god mening at vente til årsskiftet med at genindføre behandlingsgarantier i sundhedsvæsenet.

Den store pukkel af udskudte eller aflyste operationer betyder, at det ville være urealistisk at genindføre behandlingsgarantien, siger han.

– Vi er bange for, at man begynder at stille urealistiske forventninger op for patienterne, hvis man allerede nu vil have behandlingsgarantien.

– Gennemfører vi behandlingsgarantien, vil der være nogle, der ikke får opfyldt deres rettigheder, og så vil det ikke nødvendigvis være dem med størst behov, der kommer til først, lyder det fra Morten Freil.

/ritzau/