Patientrettigheder i psykiatrien genindføres til september

Regeringen og Danske Regioner er nået til enighed om en plan, der genindfører patientrettighederne i psykiatrien 1. september.

I det øvrige sundhedsvæsen må det vente til 1. januar 2021, lyder det i planen.

Patientrettighederne såsom garantier for udredning og behandling er blevet suspenderet under coronakrisen.

Som udgangspunkt blev rettighederne suspenderet frem til 1. januar 2021, hvor patientrettighederne ifølge den nye plan altså også først vil blive genindført.

Venstre har efterspurgt en plan for, hvornår patienternes rettigheder igen kan genindføres.

Men hidtil har sundhedsministeriet afvist at komme med en tidshorisont.

– Vi må være realistiske og indstille os på, at det kommer til at tage tid, før alle patienter kan få en tid så hurtigt, som de plejer, siger Stephanie Lose, der er formand for Danske Regioner, i en pressemeddelelse.

– Vi er ikke ude af epidemien endnu, og vi skal stadig kunne stille med et omfattende beredskab med kort varsel.

/ritzau/