Coronakrisen fordobler antallet af klager over aflyste fly

Dobbelt så mange danskere har klaget over aflyste fly de seneste måneder sammenlignet med samme periode de foregående år.

Det viser nye tal fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, skriver DR.

Coronakrisen har medført mange aflyste fly, og det betyder, at rigtig mange forbrugere har ret til at få deres penge retur.

Men det er tilsyneladende lettere sagt end gjort, hvilket kan ses i den store stigning i antallet af klager til styrelsen.

– Styrelsen kan oplyse, at der har været en stigning i antallet af klager grundet de mange flyvninger, som er blevet aflyst som konsekvens af coronakrisen, skriver kontorchef Lars Korsholm i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i en mail til DR Nyheder.

På to måneder fra 14. marts til 14. maj i år har styrelsen modtaget i alt 483 klager. Af dem er 333 klager over aflyste fly – altså 166,5 om måneden i snit.

Det er en fordobling sammenlignet med antallet i 2019 og 2018. Dengang var der gennemsnitligt 82 klager om måneden grundet aflysninger.

/ritzau/