Kåre Mølbak: Vi kan tabe en måneds indsats på gulvet

– Vi risikerer, at en måneds indsats bliver tabt på gulvet.

Så kontant er opråbet fra Kåre Mølbak, faglig direktør hos Statens Serum Institut, efter at politiet har noteret sig, at flere danskere har samlet sig på solrige pletter særligt på flere københavnske lokationer.

I en pressemeddelelse er han ude med en længere advarsel om at lade være med at samle sig.

Ellers kan vores månedlange indsats for at holde fysisk afstand, vaske hænder og generelt opholde os mere indenfor i kampen mod coronavirus være forgæves.

– Afstand er indtil nu det stærkeste våben, vi overhovedet har i denne epidemi. Vi er i Danmark lykkedes rigtig flot med at sænke smittetrykket. Blandt andet fordi vi har været så gode til at holde afstand.

– Det er meget vigtigt, at vi alle holder stand nu, og alle bakker om op, at samfundet genåbnes kontrolleret – også selv om solen skinner, og det er hyggeligt at mødes i solen med vennerne, siger Kåre Mølbak i pressemeddelelsen.

Torsdag aften var det en anden myndighedsperson, rigspolitichef Thorkild Fogde, som var ude med en opsang til befolkningen:
– Det gode vejr synes desværre igen at trække folk til byernes rekreative områder i stort tal. Smittefaren er ikke drevet over, og Rigspolitiet er i dialog med politikredsene om problemet, skrev politichefen på Twitter.

/ritzau/