DSB lancerer service til overvågning af passagertal i S-tog

DSB lancerer en ny service, som skal begrænse risikoen for, at rejsende bliver smittet med coronavirus i S-togene.

Det skriver DSB på Twitter.

Under coronakrisen må alle tog kun køre med 50 procent af det antal passagerer, der normalt er plads til.

Derfor har DSB udviklet hjemmesiden www.pladspaarejsen.dk, som skal hjælpe rejsende med at vurdere, om det er sikkert at stige om bord på et S-tog eller ej.

Med sensorer i togvognene kan DSB tælle antallet af personer i S-toget.

På den baggrund kan rejsende se, om der er mulighed for at holde god afstand til andre i toget, inden man stiger om bord, eller om det er bedre at vente på det næste tog.

/ritzau/