Netflix dropper omstridt dokumentar om Peter Madsen

Netflix dropper at gøre dokumentaren “Into the Deep” om Peter Madsen tilgængelig på streamingtjenesten.

Det melder det svenske tv-program Kulturnyheterna på SVT.

Dokumentaren går tæt på den danske opfinder, der i 2018 blevet idømt fængsel på livstid for drabet på den svenske journalist Kim Wall.

Filmen havde premiere på den amerikanske filmfestival Sundance i januar, og efter planen skulle den blive tilgængelig på Netflix senere i år.

Men efter at flere personer i dokumentaren har bedt om at blive klippet ud eller anonymiseret, har Netflix droppet planerne.

Kulturnyheterna har været i kontakt med filmens britiske instruktør Emma Sullivan og producent Mette Heide, der henviser til Netflix.

Netflix bekræfter, at filmen ikke bliver tilgængelig på streamingtjenesten, men ønsker ikke at svare på, hvorvidt beslutningen skyldes kritikken af filmen.

Tidligere har Emma Sullivan sagt til filmmagasinet Ekko, at “alle deltagere frivilligt deltog i dokumentaren”.

/ritzau/TT