OVERBLIK: Her er Danmark stadig lukket – og her er genåbnet

Risikoen for coronavirus fik i marts statsminister Mette Frederiksen (S) til at lukke store dele af samfundet ned.

Men siden er der åbnet op igen på en lang række områder.

Men hvem har fået lov til at åbne, og hvor er der stadig strenge restriktioner?

Her er samlet et overblik over de væsentligste områder:

Forsamlingsforbud:
* Siden 18. marts har der været forbud mod at samles mere end ti personer.

* Forbuddet gælder dog ikke arbejdspladser, supermarkeder og politiske møder. Det gælder heller ikke i private hjem. Men man opfordres til at aflyse private sammenkomster med flere end ti personer.

* Forbuddet gælder foreløbigt frem til 10. maj. Det kan blive forlænget yderligere.

* Frem til 1. september er der ikke nogen chance for, at flere end 500 personer kan samles.

Grænserne:
* Grænserne til Danmark lukkede delvist 14. marts klokken 12. Det gælder foreløbigt til 10. maj.

* Det betyder, at man ikke kan komme ind i Danmark, medmindre man er dansk statsborger eller har et anerkendelsesværdigt formål. Det er eksempelvis, hvis man bor eller arbejder i Danmark eller skal levere varer i Danmark.

* Siden 13. marts har Udenrigsministeriet frarådet alle ikke-nødvendige rejser til udlandet. Det gælder foreløbigt til og med 10. maj.

Sundhedsvæsenet:
* I midten af marts begyndte ikke-akutte operationer at blive udskudt. Garantier for behandling og udredning i sundhedsvæsenet blev suspenderet ved lov.

* 13. april blev det besluttet at øge aktiviteten i sundhedsvæsenet igen fra dagen efter.

* Der er desuden indført forbud mod besøg på blandt andet sygehuse og plejehjem. Det gælder både fællesarealer og beboerens egen bolig.

* Nære pårørende kan dog stadig besøge en døende plejehjemsbeboer eller kritisk syg på sygehuset. Forbuddet gælder heller ikke forældres besøg hos mindreårigt barn.

Butikker, restauranter og storcentre:
* Fra 20. april fik flere liberale erhverv, som har været pålagt at holde lukket siden midten af marts, lov til at åbne igen.

* Det gælder blandt andre frisører, tatovører, fysioterapeuter, tandlæger, psykologer og køreskoler.

* Siden 18. marts har det været forbudt for natklubber, diskoteker, barer, værtshuse og vandpibecaféer at holde åbent. Restauranter og caféer må kun have åbent for takeaway. Det gælder foreløbigt til og med 10. maj.

* Det samme gælder for storcentre, som også skal holde lukket.

* Flere andre butikker har selv valgt at holde lukket, selv om der ikke har været forbud. Nogle har valgt at åbne igen.

Uddannelses- og daginstitutioner:
* 11. marts blev det besluttet at lukke skoler, gymnasier og børneinstitutioner samt videregående uddannelser. Der er fortsat onlineundervisning.

* Fra onsdag 15. april åbnede skoler igen for 0. – 5.-klasse og specialtilbud på alle klassetrin. Desuden begyndte dagtilbud så småt at åbne igen. Det er med krav om mere afstand.

* Gymnasiale uddannelser åbnede mandag 20. april igen for elever i afgangsklasserne.

* Der blev ligeledes åbnet for studerende på sidste del af udvalgte samfundskritiske uddannelser.

* 9. klassernes afgangseksamen aflyses. I stedet må de forlade folkeskolen med deres årskarakterer.

Det private arbejdsmarked:
* Fra 13. marts blev private arbejdsgivere opfordret til at sikre, at flest mulige arbejder hjemmefra.

* Med den gradvise åbning af Danmark efter påske blev der i retningslinjerne åbnet for, at man kan møde på arbejde, hvis det vurderes nødvendigt. Det skal dog tages særlige forholdsregler.

Offentlig transport:

* Som følge af lukningen af store dele af samfundet i marts har busser, tog, letbane og metro kørt med nedskaleret køreplan.

* Fra 14. april blev den offentlige trafik opskaleret igen.

Fritid og sport:
* Siden midten af marts har idrætsforeninger holdt lukket.

* 21. april oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI), at idrætsforeningerne igen kan begynde med udendørs aktiviteter.

* Det skal dog ske med flere restriktioner – blandt andet må deltagerne ikke have kropskontakt. Eksempelvis kan der åbnes for tennis og golf, men ikke holdsport som fodbold og håndbold.

* Fitnesscentre, biografer, legelande og teatre skal stadig holde lukket.

Domstole og Kriminalforsorgen:
* De danske domstole gik 13. marts i nødberedskab, men fra 27. april genåbner de. Op mod 75 procent af sagerne forventes at kunne gennemføres efter genåbningen.

* Der har været lukket for indkaldelse til afsoning i Kriminalforsorgen, men der arbejdes på en gradvis åbning for, at der kan indkaldes til afsoning igen.

Festivaler og stadionsport:
* Blandt andet Roskilde Festival og Smukfest er aflyst på grund af forbuddet mod større forsamlinger.

* Superligaen blev sat på pause i starten af marts. Den genoptages tidligst 15. maj.

* Tidligere er det meldt ud, at der ikke bliver tilskuere på fodboldstadion før september. Bliver forsamlingsforbuddet hævet til 500 personer kan det dog muligvis åbne for et begrænset antal tilskuere.

Kilder: coronasmitte.dk, Danske Regioner, Danske Domstole, Sundhedsministeriet, Erhvervsministeriet.

/ritzau/