Ni personer er døde med corona på plejehjem i Vallensbæk

Ni personer på plejehjemmet Høstruphave i Vallensbæk er afgået ved døden, mens de har været smittet med coronavirus.

Det skriver nyhedsmediet sn.dk med henvisning til en pressemeddelelse fra Vallensbæk Kommune.

Plejecenter Høstruphave har kæmpet en hård kamp mod coronavirus, som kunne konstatere det første smittetilfælde i midten af marts.

I alt har 17 personer på plejehjemmet indtil videre været smittet med corona.

Beskeden fra Vallensbæk Kommune kommer, efter at der blev konstateret samlet 12 dødsfald blandt coronasmittede beboere på et plejehjem i København.

Ifølge sn.dk lukkede Vallensbæk Kommune ned for besøg på byens plejehjem 13. marts. Det var få dage, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede en delvis nedlukning af samfundet grundet coronaudbruddet.

/ritzau/