Næsten 1000 danskere er fortsat strandet i udlandet

Siden danskere blev bedt om at komme hjem fra udlandet på grund af coronakrisen, er det lykkedes Udenrigsministeriet at hjælpe mange danskere, der har været strandet i udlandet, hjem.

Der er dog stadig knap 1000 danskere, som på den ene eller anden måde ikke kan komme hjem.

Det viser tal fra Udenrigsministeriets krisedatabase, som Ritzau tirsdag har fået tilsendt.

Over en tredjedel befinder sig i Pakistan og Indien, hvor der er registreret henholdsvis 253 og 137 personer på listen.

I øjeblikket står 988 danskere registret i krisedatabasen. Det er lidt over 100 mere end for en uge siden. Det skyldes, at der kommer nye til hele tiden.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fortæller, at de stadig arbejder på at få danskerne hjem. Fra 13. marts var opfordringen, at alle danskere i udlandet skulle komme hjem.

– Vi hjælper med at finde en hjemrejseløsning for dem, og det gør vi for alle de danskere, der er registreret i krisedatabasen. Det gør vi ved, at de kan komme på andres landes særfly eller kommercielle flyselskaber, der flyver særflyvninger, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Udenrigsministeriet har tidligere sendt særfly afsted fra dansk jord for at hente strandede danskere hjem.

Det er dog ikke noget, der er på tegnebrættet.

– Vi har ikke planer om fra dansk side på nuværende tidspunkt at sende flere danske særfly. Der skal være nogle helt ekstra ordinære omstændigheder, der gør, at man sender dem, siger Jeppe Kofod (S).

Ministeren er ikke afvisende overfor, at det kan komme på tale igen.

Helt konkret har Udenrigsministeriet hjulpet 979 danskere hjem på andre landes særfly, mens 435 borgere er blevet hentet hjem med særfly sendt fra Danmark.

Der er også registreret 4918 lukkede sager siden 28 februar.

Det dækker over danskere, som Udenrigsministeriet har hjulpet hjem, danskere, der selv er kommet hjem, eller danskere, som ikke længere har behov for Udenrigsministeriets assistance.

Landene, hvor der er strandede danskere i øjeblikket, tæller foruden Pakistan og Indien også Tyrkiet, Marokko, Irak, Filippinerne, Spanien, Gambia og Colombia. Og 23 danskere er stadig strandet på krydstogtskibet Costa Deliziosa.

Jeppe Kofod peger på, at mange nye melder sig til hver dag, og jo senere de melder sig desto mere besværliggøre det processen med at få dem hjem.

/ritzau/