Manglende nedbør øger risikoen for brandfare i naturen

Naturen er knastør på grund af manglende nedbør og det solrige vejr, og det har øget risikoen for brandfare rundt omkring i Danmark.

Det oplyser Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.

I øjeblikket er der moderat fare for brand. Men når vi kommer hen mod weekenden, bevæger indikationerne sig op på både høj og meget høj fare for brand, fortæller Mads Dalgaard, der er forebyggelsesekspert hos Beredskabsstyrelsen.

– Hvis man bruger en ukrudtsbrænder, og man kommer for tæt på hækken, og det er så tørt, at der er forhøjet brandfare, så skal der ikke så meget til, før ilden breder sig, siger Mads Dalgaard.

Han peger på, at man skal holde afstand til alt, der har risiko for at brænde. Hvis det blæser meget, bør man helt undlade ukrudtsbrænderen. Det er samtidig vigtigt, altid at have noget vand klar.

Mange danskere har allerede klargjort grillen, og Mads Dalgaard slår fast, at man godt kan grille, men man skal huske at tage sine forholdsregler.

– Ved gasgrill er der en meget lille fare for brand, mens ved en kulgrill, så kan gløderne brede sig. Det er nok primært, hvis man er ude i en skov eller ved en strand, siger han.

/ritzau/