370 personer med coronavirus er nu døde i Danmark

Yderligere seks personer med coronavirus i Danmark har mistet livet. I alt er 370 døde.

Det oplyser Statens Serum Institut.

Dermed fortsætter faldet i antallet af personer med coronavirus, der hvert døgn mister livet i Danmark.

Antal indlagte falder med en fra 336 mandag til 335 tirsdag. Her er kurven knækket i den positive retning og falder igen efter at være steget i løbet af de seneste dage.

Antallet af personer på intensiv og i respiratorer ligger stabilt.

81 er tirsdag indlagt på intensiv afdeling mod 84 mandag. 72 er i respirator, det samme tal som mandag.

Det er personer i respirator, der har det værst.

Der er kommet 180 nye smittetilfælde det seneste døgn, og i alt er der nu bekræftet 7695 smittede med coronavirus.

Myndighederne opererer dog med et stort mørketal for antal smittede. Derfor vides det ikke præcist, hvor mange der er eller har været smittet med coronavirus.

Myndighederne har den seneste tid opjusteret test for coronavirus hos danskerne.

Tirsdag rundede Danmark 100.000 test for coronavirus – helt præcist 100.543 personer – men det er planen, at mange flere skal testes for at kunne få det mest realistiske billede af smittesituationen i Danmark.

Regeringen har besluttet, at et “repræsentativt udsnit” skal testes for coronavirus, så et mere reelt billede kan blive klarlagt.

Der er bygget en række hvide telte i alle landets regioner, så testkapaciteten bliver større.

Og fremover skal alle med selv de mindste symptomer opsøge læge eller anden testfacilitet og sørge for at blive testet for coronavirus.

I alt har 4700 i Danmark, der har været smittet med coronavirus, overstået infektionen.

Danske myndigheder arbejder ikke med begrebet raskmeldte.

Det tælles som en overstået infektion, hvis man 14 dage efter diagnosticering af coronavirus ikke er død eller indlagt.

I alt er dødsprocenten for de smittede på 4,8 procent.

/ritzau/