Myndigheder giver singler grønt lys til sex under corona

Selv om der er coronavirus, og myndighederne opfordrer til, at folk holder afstand til hinanden, kan både singler og faste partnere stadig mødes og have sex.

Det siger Kåre Mølbak, faglig direktør i Statens Serum Institut, på et pressemøde mandag eftermiddag.

– Jeg tænker ikke, at der er forbud mod at mødes. Det er kun i forhold til større forsamlinger. Så på den måde tænker jeg, at der stadig er mulighed for at have den form for kontakt, og især med en fast partner, siger han.

Også Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostøm, gør det klart, at det er i orden at dyrke sex trods den særlige situation i Danmark.

– Sex er godt. Sex er sundt. Vi er seksuelle væsener, og selvfølgelig kan man dyrke sex under denne her situation.

– Som med enhver anden kontakt mellem mennesker er der en smitterisiko. Men selvfølgelig skal man kunne have sex, siger Søren Brostrøm.

Det er ulovligt at mødes mere end ti personer både udendørs og indendørs. Desuden har myndighederne opfordret til, at folk holder afstand til hinanden.

Det er dog ikke ulovligt at date.

Coronavirus udskilles i luftvejene ved direkte dråbespredning. Det vil sige, at man kan sprede smitte gennem host og nys – ikke via sæd eller sekret.

Virusset kan blive siddende på overflader i en periode, og derfor opfordres folk til jævnligt at vaske hænder.

Også overflader som stikkontakter og dørhåndtag, som ofte bliver rørt ved, bør hyppigt vaskes af for at fjerne eventuel virus.

7515 personer er mandag testet positive for coronavirus i Danmark. Over halvdelen af dem er kommet sig igen efter infektionen.

/ritzau/