Fem millioner beskyttelsesmasker dumper sikkerhedskontrol

Regionerne i Danmark arbejder hårdt på at skaffe så mange værnemidler til læger og sygeplejersker som muligt. Men det er ikke alt det indkøbte materiale, der er lige godt.

Hver fjerde af de beskyttelsesmasker, som regionerne har bestilt og fået hjem, er ifølge DR blevet kasseret af Sikkerhedsstyrelsen, fordi de ikke levede op til kravene.

– Vi finder fejl, som betyder, at maskerne ikke lever op til de krav, der er for personlige værnemidler, siger produktchef Stine Pedersen fra Sikkerhedsstyrelsen.

Der er lavet stikprøvekontrol med sendinger på i alt 20 millioner masker. Af dem er fem millioner blevet kasseret af frygt for, at de ikke beskytter sundhedspersonalet, som de skal.

Ud over de fem millioner masker, der er blevet kasseret af Sikkerhedsstyrelsen, har regionerne selv annulleret ordrer efter at have fået en vareprøve.

Region Hovedstaden oplyser til DR, at regionen blandt andet har aflyst en ordre på fem millioner af de såkaldte FFP3-masker. Regionen droppede ordren, efter at en vareprøve viste, at maskerne ikke havde den krævede kvalitet.

En FFP3-maske skal filtrere 99 procent af de partikler, som man normalt ville indånde. En FFP2-maske skal derimod filtrere 94 procent af partiklerne.

Derfor forsøger blandt andet Region Hovedstaden at se, om de masker, der ikke lever op til kravene til en FFP3-maske, måske kan bruges som en FFP2-maske, oplyser regionen til DR.

/ritzau/