Plejefamilier: Vi sætter ikke familien på spil for dårlige kår

Der er færre familier, som ønsker at have udsatte børn i pleje.

Men hvis manglen på plejefamilier skal kommes til livs, kræver det nogle bedre forhold for familierne. Det mener Thomas Vorre, formand for Plejefamiliernes Landsforening.

– Der er for mange historier om skidt ledelse i kommunerne, og der er ingen simple rettigheder. Familierne kan få lavet om på deres kontrakter fra den eneste dag til den anden. Det er dybest set problemstillingerne.

– Så har folk jo ikke lyst til at sætte hele deres familie på spil, siger han.

Plejefamilierne oplever blandt andet, at de til tider bliver sat ned i løn, hvis kommunekassen begynder at se tom ud, fortæller Thomas Vorre.

– Hvis kommunen mangler penge af en eller anden grund, beder den ikke overenskomstansatte medarbejdere om at gå ned i løn.

– Men da vi ikke har nogen overenskomst, laver de om på vores kontrakter og sætter folk flere tusinde kroner ned om måneden. Det er helt ude af trit med ordentlighed, siger Thomas Vorre.

Antallet af plejefamilier er på fire år faldet med 447, så der sidste år var 5707 i Danmark. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Flere kommuner har i en rundspørge foretaget af Jyllands-Posten oplyst, at manglen på plejefamilier går ud over børnene.

Nogle kommuner giver samtidig udtryk for, at de har måttet “gå på kompromis”, når de matcher barn og plejefamilie.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har gjort udsatte børn til en mærkesag. Hun har tidligere annonceret, at regeringen vil anbringe flere børn tidligere.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) erkender over for Jyllands-Posten, at regeringen “har en opgave” i at sikre flere plejefamilier.

Hvis den ønsker det, bør holdningen til plejefamilier ændre sig, mener Thomas Vorre.

– Så skal de jo betragte os som ligeværdige ansatte. Vi skal betragtes som fagprofessionelle. Men det er ikke bare ord. Det er noget, man kun kan gøre, hvis man reelt set arbejder med nogle ordentlige vilkår.

– Vi tager os af over 65 procent af alle anbragte børn i Danmark. Det er faktisk en rigtig stor opgave, men den bliver ikke betragtet som vigtig nok åbenbart, siger han.

Kommunernes Landsforening (KL) giver plejefamilierne ret i, at det er vigtigt med ro om betalingen, familierne får, så de kan fokusere på barnets trivsel.

Derfor kom KL sidste år med en vejledende anbefaling til kommunerne om at følge en særlig model for honorering, hvor betalingen for hele plejetiden som udgangspunkt er fastfrosset, medmindre barnets situation ændrer sig væsentligt.

– Det skaber både ro for familierne og barnet.

– Plejefamilierne har en meget central rolle i arbejdet med udsatte børn og unge i kommunerne. Et trygt hjem med gode rammer gør en kæmpe forskel for mulighederne senere i livet, siger Thomas Adelskov (S), formand for KL’s socialudvalg, i en skriftlig kommentar.

KL oplyser, at den løbende er i kontakt med aktører på området. Det gælder både i forhold til at sætte de rigtige rammer, hvordan der bliver talt om området, og hvordan de rigtige familier findes.

/ritzau/