Nyt studie: Flere danskere slækker på håndvask og mødes i grupper

Igen og igen har statsminister Mette Frederiksen (S) påpeget, at danskernes adfærd er helt afgørende for en yderligere genåbning af Danmark.

Men et nyt studie fra Aarhus Universitet viser, at der er sket et fald i antallet af danskere, som følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Studiet har undersøgt tre typer af adfærd. Hvor tit folk vasker hænder, om de undgår forsamlinger på flere end ti personer og den selvoplevede regelfølge.

Resultatet viser, at danskerne umiddelbart efter nedlukningen af landet den 13. marts var gode til at følge reglerne. Sidenhen er det dog gået ned ad bakke.

Dataene er indsamlet af Epinion.

Den negative tendens viser sig i en tid, hvor skoler og daginstitutioner langsomt åbner.

Fra mandag den 20. april vil liberale erhverv – herunder frisører – kunne åbne igen. Ugen efter vil landets domstole åbne.

/ritzau/