DGI: Øget hjælp til idrætten er meget kærkommen

Folketingets udvidelse af hjælpepakker til kultur- og idrætslivet er afgørende for de lokale idrætsforeninger.

Det siger Charlotte Thomassen, der er formand for DGI.

– Det er meget vigtigt og meget kærkomment, at man har udvidet og forlænget hjælpepakkerne. For vi kan se, at krisen stikker dybt i vores idrætsforeninger, siger hun.

Især at det nu også er arrangementer med under 1000 deltagere, der kan få kompensation, er vigtigt for idræts- og foreningslivet.

– Der er rigtig, rigtig mange arrangementer i idrættens verden, som har færre end 1000 deltagere, men som stadig er store, siger Charlotte Thomassen.

– Og med den forlængelse af hjælpeordningen vi nu ser hen over sommeren, hvor vi har måttet aflyse mange arrangementer, så er det glædeligt at vi også kan søge kompensation for begivenheder med færre deltagere.

DGI er hovedorganisation for flere end 6400 lokale idrætsforeninger, hvor knap 1,7 million danskere tilsammen er medlemmer.

Og foreningerne er blevet ramt hårdt af den nedlukning, der er kommet som følge af udbruddet af coronavirus i Danmark, oplyser DGI-formanden.

– Vi er ramt rigtig hårdt i foreningslivet, for vi var jo nogen af de første, der skulle lukke ned for alle arrangementer, og det vi ser også fremad, at vi vil være lukket mere eller mindre ned i mange uger endnu.

Organisationen Danske Museer (ODM) takker i en pressemeddelelse særligt kulturordførerne for deres vedholdende indsats for at få en udvidelse af hjælpepakken til kultur- og idrætslivet i hus.

– Vi har nu i over en måned forsøgt at råbe regeringen op i forhold til, at museer – og andre kulturinstitutioner – simpelthen ikke passer ind i de generelle hjælpepakker og derfor fortsat er i store problemer på grund af massive indtægtstab, siger direktør Nils M. Jensen.

– Jeg vil gerne kvittere for kulturordførerne i den såkaldte ”kulturmafias” store arbejde for at sparke lukkede døre ind – og få en aftale i hus, som ser ud til at give en håndsrækning til de institutioner, som mest voldsomt falder gennem sikkerhedsnettet i de eksisterende hjælpepakker.

Kulturordfører for Radikale Venstre, Zenia Stampe, kalder i en mail forhandlingsforløbet for “langt og opslidende”.

– Det er en stor lettelse, at vi kan spænde et større sikkerhedsnet ud under kulturen, siger hun og tilføjer:

– Selv om det er en lettelse, er der stadig meget at kæmpe for. Kulturlivet står stadig i en desperat situation. De har fået en redningsvest, men mange ligger stadig og padler rundt i det kolde vand. Der vil gå lang tid, før de er tilbage, hvor de kan bunde.

/ritzau/