Danmark runder 7000 positive coronatest

Der fortsætter med at være en stigning i antallet af danskere, der bliver testet positiv for coronavirus.

Antallet af smittede med coronavirus i Danmark er fredag steget til 7073. Det er en stigning på 194 på et døgn. Det oplyser Statens Serum Institut.

Det reelle antal smittede i befolkningen vurderes at være langt højere, da langtfra alle med symptomer bliver testet.

Det er nogenlunde samme billede som den seneste uge, hvor antallet af positive test har ligget i niveauet 140-245 om dagen.

De danske sundhedsmyndigheder opererer ikke med et tal for raskmeldte. I stedet bruges betegnelsen overstået infektion, som er, hvis man ikke er på sygehuset eller død 14 dage efter den positive test.

Indtil videre har 3023 personer overstået en omgang med coronavirusset. Da der går 14 dage, inden en coronasmittet havner i den gruppe, kan der også være flere, som ikke længere er syge.

/ritzau/