Dronningen får morgensang med udslået hår

Det hører til sjældenhederne at se dronningen med udslået hår.

Men det sker på hendes 80-års fødselsdag, hvor hun bliver vækket med morgensang af de ansatte på Fredensborg Slot.

Det viser et foto på kongehusets hjemmeside.

Dronningen modtager sangen i Kuppelsalen iklædt natkjole og med et bånd om sit lange hår.

Hun står på balkonen, mens personalet har taget opstilling nede i salen med flag og behørig afstand.

Sidst dronningen viste sig offentligt med udslået hår var i 1992, da hun og prins Henrik fejrede sølvbryllup.

Det skete ligeledes på Fredensborg Slot.

Dengang kiggede regentparret ud af et åbent vindue på slottets førstesal, mens familie og venner var samlet i haven for at ønske tillykke og synge.

Det var planen, at dronningen på fødselsdagen skulle have været vækket af familie og venner på Fredensborg Slot, hvor hun har residens i øjeblikket.

Men morgenvækningen er aflyst på grund af smitterisikoen for coronavirus. Det samme er alle øvrige officielle arrangementer i anledningen af fødselsdagen.

I stedet hyldes dronningen klokken 12 med en virtuel fødselsdagssang, som transmitteres på DR, TV2 og Facebook.

Det er Sangens Hus og Facebooksiden “Danmark synger for dronningen”, der står bag arrangementet.

Dronningen opholder sig dagen igennem på Fredensborg, hvor det er planen, at hun skal modtage virtuelle hilsner fra blandt andre sine børnebørn.

/ritzau/