Nye autoværn løser trafikknuder på Storebæltsbroen fra 2021

Det er ikke sjovt at sidde fast i timelange køer, når uheld på Storebæltsbroen får biltrafikken mellem Sjælland og Fyn til at gå i stå.

Derfor er der nye mobile autoværn på vej. De mobile autoværn gør, at trafikken hurtigt kan ledes over i den modsatte vejbane, når der sker et uheld.

Det oplyser A/S Storebælt i en pressemeddelelse.

Som det er i dag, tager det mindst fire timer at flytte trafikken over i modsatte vejbane, når der sker et uheld, eller hvis der er større vejarbejde på broen. Med de mobile autoværn kan det gøres på cirka en halv time.

Der bliver i alt opsat fire mobile autoværn på strækningen.

Det indledende arbejde med opsætningen er begyndt tirsdag. De nye autoværn ventes at være klar til brug næste år.

– Ingen bilister synes, det er morsomt at holde i kø, og timelange trafikkøer har store omkostninger for samfundsøkonomien, når tusindvis af biler og godstransporter holder stille.

– De mobile autoværn er derfor en løsning, hvor vi kan få trafikanterne hurtigere over forbindelsen ved større uheld, som lukker broen i flere timer i den ene retning, siger Finn Raun Gottfredsen, projektchef i Storebælt, i en pressemeddelelse.

/ritzau/