DSB melder om 80 procent færre passagerer og tredoblet sygefravær

Der er blevet langt mellem passagererne hos DSB den seneste uge.

Siden onsdag er antallet af passagerer, der kører med S-tog, fjern- og regionaltog hos statsbanerne, faldet med i gennemsnit 80 procent.

På nogle afgange er faldet helt op til 95 procent.

– Der er markant færre, der vælger toget, og det gælder både S-tog i hovedstadsområdet og fjern- og regionaltrafik på kryds og tværs af landsdelene, siger informationschef Tony Bispeskov.

Faldet sker, efter at myndighederne har opfordret brugerne af den kollektive trafik til at undgå myldretidstrafikken.

Desuden er der indført krav om pladsbilletter for at undgå overfyldte tog og stående passagerer.

– Vi kan se, at regeringens råd om så vidt muligt at blive hjemme bliver fulgt, siger Tony Bispeskov.

Indtil videre har DSB opretholdt togdriften i et omfang, der næsten svarer til det normale.

Dog er der færre afgange på Kystbanen og mellem Danmark og Sverige.

Men de seneste dage er sygefraværet blandt personalet steget markant, og det begynder at give problemer.

– Vi gør alt, hvad vi kan for at opretholde normal kørsel, men hvis sygefraværet fortsætter med at sige, kan vi blive nødt til at reducere antallet af tog, siger Tony Bispeskov.

Det er ifølge informationschefen “flere hundrede” ansatte i togpersonalet og på værkstederne, der er sygemeldt.

– Det kørende personale og værkstedsfolkene er meget nødvendige, for at vi kan køre.

– Tredoblingen i sygefraværet betyder, at der kan opstå situationer, hvor vi akut må aflyse afgange. På trods af at vores personale gør alt, hvad de kan for at bytte vagter, tage overarbejde og være fleksibel, siger Tony Bispeskov.

Togtrafikken anses for at være en del af den kritisk vigtige infrastruktur, og derfor skal den så vidt muligt opretholdes – trods få passagerer.

– Selv om vi har meget få kunder, så er der stadig folk, eksempelvis sundhedspersonale, der har brug for, at de kan komme rundt.

– Så vi gør alt, hvad vi kan for at sikre, at togene kører. Men vi kan komme i en situation, hvor vi på grund af sygefravær må ændre tingene, siger Tony Bispeskov.

Rådet til alle passagerer er at tjekke Rejseplanen.dk, før man begiver sig afsted.

/ritzau/