Danmark sender fly til Marokko for at hente strandede danskere

Danmark sender i samarbejde med rejsebranchen tre fly til Marokko for at hente strandede danskere hjem. Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Marokko besluttede i weekenden at lukke ned for alle fly til og fra landet, og derfor har der skullet findes en løsning for at få danskere hjem.

Jeppe Kofod fortæller, at danskere, der opholder sig i Marokko, bliver kontaktet og skal derefter selv booke billet på en af de tre afgange. Flyene vil lette torsdag.

I weekenden lød det, at der var mere end 1000 danskere i Marokko.

I mellemtiden er en del af disse kommet hjem, og ifølge Jeppe Kofod er de tre flyafgange tilstrækkelige til at få de danskere hjem, der har bedt om hjælp til at komme retur i Danmark.

/ritzau/