Lægemiddelstyrelsen til producenter: Prioriter dansk sundhedsvæsen

Lægemiddelstyrelsen opfordrer danske virksomheder, som producerer medicinsk udstyr, til at prioritere og tilgodese det danske sundhedsvæsen.

Det siger Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, til DR.

Det handler om, at der i Danmark under den nuværende coronakrise ikke lige pludselig er mangel på mundbind, håndsprit og handsker.

– Det er en opfordring til at tilgodese sundhedsvæsenet i Danmark først. Vi har ikke indført noget eksportforbud, og vi har ikke nedlagt forbud om, at de ikke må sælge til andre.

– Vi har kun henstillet til, at danske patienter har mest brug for det, siger han til DR.

Det handler ifølge Lægemiddelstyrelsen at være på forkant med situationen. Styrelsen taler især med danske virksomheder, der producerer håndsprit, handsker, mundbind og kitler.

– Der kan komme lidt knaphed. Vi har heldigvis ikke alvorlig knaphed, men det handler om at være på forkant og sørge for, at dem, der har mest behov for det, får det først, siger Thomas Senderovitz.

I øjeblikket er der ifølge Lægemiddelstyrelsen ingen meldinger om problemer med omfanget af medicinsk udstyr eller værnemidler.

/ritzau/