Dronningen: Det er tankeløst og hensynsløst at holde fester

Dronning Margrethe kalder i en tv-tale tirsdag aften coronavirusset for “en farlig gæst” i Danmark og opfordrer til, at alle danskere følger myndighedernes råd og undgår store forsamlinger:
– Min opfordring gælder naturligvis ikke kun de unge. Man kan stadig se grupper i alle aldre, som opholder sig for tæt sammen. Nogle holder endda stadig fester og runde fødselsdage, siger dronningen.

– Det synes jeg ikke, man kan være bekendt.

– Det er tankeløst. Og det er først og fremmest hensynsløst.

Talen kom, umiddelbart efter at statsministeren havde præsenteret en række nye tiltag for at inddæmme spredningen af coronavirus i Danmark.

Et af tiltagene var, at politiet fra onsdag vil få lov til at opløse offentlige forsamlinger på over ti personer. Det er uanset om de er indendørs eller udendørs.

I sin tale lagde dronningen ikke skjul på, at hendes appel var indtrængende:

– Hvad vi gør, og hvordan vi handler i disse dage, kan blive afgørende for, hvordan situationen udvikler sig i de nærmeste uger. Det er derfor, at jeg sidder her i aften.

Hun brugte også sin tale til at gentage sundhedsmyndighedernes råd.

– Myndighedernes råd er egentlig ret enkle: Vask hænder. Hold afstand. Undgå fysisk kontakt. Bliv hjemme.

Til slut lød der opmuntrende ord fra dronning Margrethe til befolkningen.

– Det er helt naturligt, at vi er bekymrede, men lad os sammen skabe nyt håb i en svær tid. Mine tanker går til hver enkelt her i landet med ønsket om håb og fortrøstning og godt mod, lød det fra regenten.

/ritzau/