977 er konstateret smittet med coronavirus i Danmark

En opdatering af antallet af smittede med coronavirus i Danmark viser tirsdag eftermiddag, at der er registreret 977 tilfælde. Det fremgår af tal Sundhedsstyrelsen tirsdag. Tallet var tidligere på dagen 960.

Sundhedsmyndighederne i Danmark tester ikke længere alle med symptomer. Derfor regnes der med, at det reelle smittetal er langt højere.

Der er ved opdateringen tirsdag eftermiddag ikke ændret ved, at der er registreret fire dødsfald, hvor personer har været smittede med coronavirus. Det vides ikke, om virusset er direkte årsag til dødsfaldene.

På Færøerne er der registreret 47 smittetilfælde.

Antallet af personer, der er blevet testet, er også opjusteret. 6917 personer i Danmark er nu blevet testet for virusset.

Det højere antal af smittet har også ført til flere indlæggelser gennem de sidste par dage. Fra en opgørelse tidligere tirsdag fremgår det, at der i hele landet er 82 personer indlagt med virusset.

18 af de personer er således indlagt på intensiv afdeling. Fire borgere er samtidig indlagt, hvor de er i respirator.

/ritzau/