914 personer er bekræftet smittede med corona i Danmark

914 er registreret smittede med coronavirus i Danmark. Da teststrategien er ændret, kan tallet ikke sammenlignes med tidligere. Der regnes med et betydeligt mørketal, hvilket vil sige, at det reelle antal smittede er højere.

Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut mandag eftermiddag. Tidligere mandag var tallet 898 smittetilfælde. Dermed er der altså kommet 16 nye tilfælde i statistikken.

Samtidig er antallet af testede personer blevet opjusteret til 5927 fra 5749.

Når antallet af smittede kan være meget større, skyldes det en strategiændring fra myndighedernes side. Nu er det kun de mest syge, der bliver testet for coronavirus.

Der er ifølge Sundhedsstyrelsen ikke behov for at teste folk, der ikke oplever alvorlige symptomer eller ikke er i risikogruppen.

Antallet af personer, der er blevet raske, indgår også i antallet af smittetilfælde. Der er endnu ingen meldinger om, hvor mange det drejer sig om.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) forventer også, at langt flere vil blive smittet herhjemme. Det fortalte han på et pressemøde mandag, hvor det også blev vurderet, at vi kun befinder os i starten af epidemien.

Mandag eftermiddag blev det første tilfælde af coronavirus registreret på Bornholm, der ellers er gået fri.

/ritzau/