Daginstitution lukker grundet coronasmittet bedsteforælder

En daginstitution i Næstved er lukket for at forebygge smitte med coronavirus. Der er tale om den integrerede institution Hyldebærhuset i Hyllinge. Det skriver TV Øst.

Lukningen skyldes, at en bedsteforælder til et af børnene i institutionen er konstateret smittet med coronavirus efter en skiferie til Italien.

Institutionsleder Glennie Anegaard Michaelsen bekræfter situationen over for TV Øst.

– Forældrene har været og hente de børn, som var mødt ind her til morgen, siger hun til TV Øst.

Glennie Anegaard Michaelsen fortæller, at institutionen fik besked om coronasmitten, da hun blev kontaktet af barnets mor.

– Hun fortæller, at familien er sendt i karantæne, efter at en bedsteforælder er testet positiv.

– Jeg talte herefter med områdelederen og kontaktede corona-hotlinen, hvor de siger, at jeg skal sende børnene hjem, siger hun til TV Øst.

Hyldebærhuset huser til daglig 41 børn i alderen 0-6 år.

/ritzau/