Danskerne tømmer butikker for håndsprit – mere er på vej

Det kan mærkes ude i butikkerne, at den første dansker er blevet smittet med coronavirus.

Nogle butikker er blevet rømmet helt for håndsprit, men den større efterspørgsel skal nok blive mødt alligevel.

Det fortæller Lars Aarup, kommunikations- og analysechef hos Coop, der blandt andet driver kæderne Kvickly, Irma, Brugsen og Fakta

– Efter nyheden i morges, om at der er en dansker, der er smittet, har vi oplevet stor interesse for håndsprit. Og i nogle butikker har der også været udsolgt.

– Den gode nyhed er, at der er masser af håndsprit på lagrene, så det vil blive kørt ud i butikkerne i morgen og overmorgen. Så det ser ikke ud til, at vi kommer til at mangle håndsprit i de kommende dage, siger han.

Lars Aarup har ikke en opgørelse over, hvor mange butikker der hidtil er løbet tør for håndsprit.

Både håndsprit, der har en alkoholkoncentration på 70-85 procent, og vand og sæbe fjerner uønskede mikroorganismer, som man får på hænderne i dagens løb.

Men håndsprit er mere effektivt over for mikroorganismer end vand og sæbe.

Den høje alkoholkoncentration virker på svampe, de fleste bakterier og mange former for virus.

/ritzau/