Vandløbsekspert: Vi er selv skyld i byernes oversvømmelser

Tophistorien er skrevet og udgivet af Kristeligt Dagblad. Ritzau må ikke krediteres.

INFO: Anvendelse forudsætter accept af vilkårene i bunden.

**** RITZAUS TOPHISTORIETJENESTE ****

Det er, som om vejrhistorierne i disse dage overgår hinanden, skriver Kristeligt Dagblad.

På en vej i Virksund i nærheden af Viborg fik en mand sig et chok, da han fandt en påkørt sæl i vejkanten ved en dæmning. Sælen måtte være svømmet op på vejen på grund af oversvømmelsen.

Længere sydpå i Fredericia har forsvarsvolden ved ­Bülows Kaserne mødt sin overmand. Ikke på grund af fremmede magters kanoner, men på grund af den vedvarende nedbør, der har betydet, at stien langs forsvarsværket er begyndt at slå sprækker.

Nordpå, på stranden i Vorupør i Thy, nåede en mand akkurat at tænke, at sandet føltes lidt blødt, før han sekundet efter stod i sand til livet og snart efter til halsen. Heldigvis fik en kvinde tilkaldt hjælp, og beredskabsstyrelsen fik senere trukket manden op af kviksandet.

Det er de færreste, der ikke har bemærket, at februar har været rekordvåd. De store mængder regn har betydet, at åløb og fjorde er gået over deres bredder i flere jyske og fynske byer, og i Silkeborg, Aarhus, Odense, Holstebro, Vejle, Horsens og Ribe kæmper de lokale beredskabsstyrelser stadig mod aktuelle oversvømmelser.

I Ribe varslede Danmarks Meteorologiske Institut i går fortsat om ”farligt vejr”, og her kalder vandløbsmedarbejder i Esbjerg Kommune Tomas Jensen situationen for ”ekstraordinær”.

”Vi er jo i Vestjylland, så selvfølgelig er vi ikke ubekendt med den her problematik omkring stigende vandstande, men situationen, vi har oplevet, er helt bestemt ekstraordinær. Det er meget unormalt, at vi oplever, at oversvømmelser af Ribe Å når helt ind til Ribe by, som tilfældet har været,” siger ­Tomas Jensen, der har beskæftiget sig med kommunens vandløb i 12 år.

Konkret forklarer vandløbsmedarbejderen, at kommunen på nuværende tidspunkt ikke kan lede vandet ud og væk fra Danmarks ældste by og ud i havet, da vandstanden i Vesterhavet simpelthen er højere end vandstanden i Ribe Å.

Kammerslusen, der normalt regulerer vandstandsniveauet, vil derfor først gå op, når vandstanden i havet falder, hvorefter man kan lede vandet ud i havet. Konsekvenserne har været til at føle på i byen. Flere kældre står under vand, og forleden dag kollapsede et dige, hvorefter vandet trængte ind i et idrætscenter.

Vi kan imidlertid ligeså godt indstille os på lignende oversvømmelser i fremtiden, hvis den nuværende situation ikke får landets politikere til at skride til handling.

Det mener biolog Bent Lauge Madsen, der har arbejdet med vandløb siden 1976. Både som ophavsmand til Danmarks nuværende vandløbslov og leder af Miljøministeriets Ferskvandslaboratorium i Silkeborg og senere som forfatter til en række bøger om de danske vandløb.

”Oversvømmelserne, vi oplever lige nu, er menneskeskabte – og her tænker jeg ikke på klimaforandringerne. Jeg tænker på, at vi gennem de seneste 100 år har ændret vores vandløb for dermed at øge hastigheden, hvormed vandet strømmer gennem åen. Vi har svækket vandløbets forbløffende evne til at moderere nedbør, og det er dét, vi ser konsekvensen af i disse uger.”
Læs hele historien i Kristeligt Dagblad eller på k.dk

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/vandloebsekspert-vi-er-selv-skyld-i-byernes-oversvoemmelser

Redaktionel kontakt:
Poul Nielsen
tlf.: +4541741892
e-mail: [email protected]

**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF Kristeligt Dagblad ****

Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus Tophistorietjeneste:

– Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.

– En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.

– Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet – også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.

– Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.

– Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.

– Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at publicere dette ved videreudnyttelse.

VIGTIGT VEDR. BRUG AF BILLEDE:

– Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.

– Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.

– Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)