Anmelder har særligt øje på Refshaleøen ved Michelin-uddeling

Mandag er det igen højtid for alverdens foodies, bloggere og madanmeldere, når Michelin igen deler stjerner ud ved afsløringen af Michelin Guide Nordic Countries 2020 – denne gang i norske Trondheim.

I Danmark vil manges øjne igen hvile på Refshaleøen i København, hvor særligt én restaurant har tiltrukket sig stor opmærksomhed i løbet af det seneste år.

Det forklarer Rasmus Palsgård, der er madskribent og indehaver af bloggen Feinschmeckeren.dk.

– Det helt store spørgsmål bliver, hvordan det går med Alchemist på Refshaleøen i København. Det er en restaurant af en kaliber, som man næsten ikke har set på verdensplan før, når man ser på indretningen, arkitektur, dramaturgi og selvfølgelig madoplevelsen, siger han og tilføjer:

– Mit bud er, at de får to stjerner i første hug. Det er meget usædvanligt, men det er en restaurant, der er så spektakulær, at jeg ikke kan forestille mig, at den må nøjes med én stjerne.

På grænsen til Refshaleøen ligger også en anden dansk restaurant, der traditionelt tiltrækker sig stor opmærksomhed, når der skal uddeles Michelin-stjerner.

Noma, der tidligere er blevet kåret til verdens bedste restaurant, fik sidste år to stjerner efter at være genåbnet i nye lokaler. Ifølge Rasmus Palsgård bliver det heller ikke i år, at Noma får den tredje stjerne.

– Jeg tror desværre ikke, der kommer til at ske noget – ikke fordi de ikke fortjener det. Når jeg sammenligner med andre trestjernede restauranter, som jeg har spist på, så kan jeg ikke forstå, at de kun har to stjerner, siger han.

Ved sidste års uddeling fik 28 danske og færøske restauranter 35 stjerner til deling.

Et godt bud på en ny dansk stjerne ligger i Nordhavn i København, vurderer Rasmus Palsgård.

– Der er et nyt spændende kort i form af Sushi Anaba, som er den første fuldblodsgourmet sushirestaurant i Danmark.

– Indehaver Mads Battefeld har leveret på et virkelig højt niveau, og Michelin har været forbi, så selv om den kun har været åben siden oktober, så er det et godt bud på en stjerne, siger han.

Der er også flere restauranter uden for København, der kan gøre sig realistiske forhåbninger om at blive belønnet med en stjerne mandag.

– Det bedste bud i provinsen er formentlig Molskroen, hvor niveauet har været ekstremt højt. Rygterne har også svirret om, at der er noget til dem i Trondheim, siger Rasmus Palsgård.

Mens Michelin-stjernerne forventes at blive strøet ud over restauranter på både Sjælland og i Jylland, så bliver der formentlig ikke det store at glæde sig over på Fyn.

– Jeg tror, de (Michelin, red.) er gledet let og elegant hen over Fyn uden at stoppe, siger Rasmus Palsgård.

/ritzau/