FAKTA: Derfor er 1920 et afgørende år i danmarkshistorien

Det var to folkeafstemninger i februar og marts 1920, der afgjorde, hvor grænsen mellem Danmark og Tyskland skulle gå.

Her er de afgørende datoer i det år, der blev et af de mest skelsættende i danmarkshistorien:
* 10. februar 1920: Folkeafstemning i zone 1 (Nordslesvig). 75 procent stemmer for, at området skal være dansk.

* 14. marts: Folkeafstemning i zone 2 (Sydslesvig og Flensborg). 80 procent stemmer for, at området skal forblive en del af Tyskland.

* 5. maj: Danske tropper og grænsegendarmer besætter 1. zone.

* 20. maj: Den danske mønt og postvæsen indføres i 1. zone.

* 15. juni: Danmark får overdraget Sønderjylland af de allierede. Dagen fastsættes senere som den officielle genforeningsdag. Selve suverænitetsoverdragelsen finder dog først sted 5. juli med tilbagevirkende kraft.

* 9. juli: Kong Christian X underskriver “Lov om indlemmelse af de Sønderjyske Landsdele i Kongeriget”.

* 10. juli: Kongen rider på sin hvide hest over den gamle grænse ved Kongeåen nord for Christiansfeld. Det ikoniske billede af kongen, der rider over grænsen, bliver selve symbolet på genforeningen med Sønderjylland.

* 11. juli: Genforeningen fejres med en folkefest på Dybbøl Banke. Statsminister Niels Neergaard (V) udtaler: “De skal ikke blive glemt” med tanke på de dansksindede syd for den nye grænse, der ikke er blevet genforenet.

* 12. juli: Kongen modtages på torvet i Tønder af byens tysksindede borgmester. Samme dag møder kongen skuffede dansksindede fra Flensborg ved Kruså. Kongen gentager statsminister Niels Neergaards ord i direkte form: “I skal ikke blive glemt”.

* 13. juli: Kongen er på rundtur på Als og besøger Dybbøl Mølle.

* 14. juli: Kongen besøger Padborg, Frøslev, Tønder, Møgeltønder, Højer, Skærbæk, Brede og Løgumkloster.

* 15. juli: Den længste af kongens udflugter med takkegudstjeneste i Ribe Domkirke, besøg på Askov Højskole og Skibelund. Den gamle grænse krydses fire gange, blandt andet ved Gelsbro og Skodborg.

* 16. juli: Kongefamilien sejler med “Dannebrog” mod København.

* 17. juli: Statsminister Neergaard og mange tusinde andre modtager kongen i København.

Kilder: Genforeningen2020.dk, graenseforeningen.dk, danmarkshistorien.dk, historiekanon.dk.

/ritzau/