Hver tredje cyklist bruger håndholdt mobil på jernhesten

Hver tredje cyklist bruger håndholdt mobiltelefon ofte eller engang imellem, når de kører på den tohjulede.

Det fremgår af en undersøgelse blandt 836 cyklister i alderen 18 til 65 år, som er udført for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension.

– Det er bekymrende at se, hvor mange der siger, at de bruger mobilen håndholdt, når de kører på cykel, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, i en pressemeddelelse.

Flest mobilbrugere findes blandt cyklister i alderen 18 til 35 år. Her erkender 54 procent, at de bruger mobilen ofte eller engang imellem, når de træder i pedalerne.

– Ud over at det er forbudt, så er det også risikabelt, da det kan betyde, at man overser en anden trafikant eller for eksempel en kantsten, vælter og kommer alvorligt til skade, siger Lisbeth Sahl.

Sidste år blev 916 cyklister dræbt eller kom til skade i trafikken.

Rådet for Sikker Trafik kører sammen med Forsikring & Pension i disse uger en kampagne mod uopmærksomhed i trafikken.

– Et fald på cyklen kan have store personlige og økonomiske omkostninger for den enkelte, og derfor er det vigtigt, at vi får flere til at flytte fokus væk fra mobilen og i stedet koncentrere sig om trafikken.

– Falder man på sin cykel, så risikerer man brækkede lemmer, ødelagte tænder eller en hovedskade, siger chefkonsulent Nanna Dalsgaard Wilkens, Forsikring & Pension.

Det koster 1000 kroner i bøde, hvis man bruger håndholdt mobil på cykel.

Undersøgelsen er gennemført i november 2019 af analyseinstituttet Epinion.

/ritzau/