PRM / IFU kan nu investere i Afrika med EU-penge

Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet
EU bidrager årligt med et meget stort milliardbeløb til økonomisk, social og klimavenlig udvikling i udviklingslandene. En del af midlerne går gennem organisationer og finansielle institutioner, som forvalter midlerne på vegne af EU.

Den statsejede danske institution (IFU) har netop gennemgået og er blevet godkendt af EU’s Pillar Assesment, der består af en omfattende analyse af forretningsgange, indkøbs- og kontrolprocedurer og finansielle instrumenter.

Dermed kan IFU nu komme i betragtning til at forvalte EU’s udviklingsmidler. Det gælder f.eks. midler fra EU’s Bæredygtighedsfond, som Danmark i 2019 bidrog med 75 mio.kr. til.

Ministeren for udviklingssamarbejde, Rasmus Prehn, siger:

“Det er meget positivt, at IFU nu er godkendt til at kunne forvalte EU-midler. Jeg er glad for, at IFU nu kan indgå i et tættere samarbejde med EU. Det giver IFU nye muligheder for et endnu større engagement i Afrika.”

Torben Huss, administrerende direktør i IFU, siger:

“Jeg er meget tilfreds med, at IFU nu er godkendt af EU. Det betyder, at vi har muligheden for gennem EU-finansiering at kunne øge vores engagement i udviklingslandene yderligere. Det betyder også at IFU fremover får mulighed for, at styrke indsatsen f.eks. inden for strategiske områder som klima, fødevarer og den finansielle sektor.”

For yderligere information kontakt:
Udenrigsministeriet: Maria Westh, presserådgiver for udviklingsministeren,[email protected], tlf: 50778664
Investeringsfonden for Udviklingslandene – IFU: Rune Nørgaard, Kommunikationsdirektør, [email protected], tlf: 22687560
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ifu-kan-nu-investere-i-afrika-med-eu-penge?releaseId=13587792