Coronavirus fører til ændringer i alle rejsevejledninger

Udenrigsministeriet har foretaget ændringer i alle omkring 75 rejsevejledninger på ministeriets hjemmeside.

Det oplyser ministeriet fredag.

Ændringerne sker på grund af det frygtede og potentielt dødelige coronavirus, som har ophav i Kina. Virusset har den seneste tid fået flere lande til at indføre rejserestriktioner for alle, der rejser til eller fra Kina.

Ifølge direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice Erik Brøgger Rasmussen er det vinterferien, der for mange begynder fredag, som får ministeriet til at ændre rejsevejledningerne.

Her rejser mange borgere nemlig på ferie til udlandet.

– Vinterferien sammenblandet med, at udviklingen i verdensbilledet i lyset af coronavirus ændrer sig dagligt, skaber utryghed og uklarhed.

– Vi vil gerne være med til at skabe mest mulig tryghed, når danskerne tager på ferie, siger Erik Brøgger Rasmussen.

/ritzau/