PRM / LEGO World 2020 indtager København med verdensnyhed

Pressemeddelelse fra LEGO
Når titusindvis af danske familier og LEGO entusiaster i vinterferien indtager LEGO World i Bella Center København, bliver de nogle af de første i verden til at se og afprøve et helt nyt LEGO koncept. LEGO DOTS blev præsenteret den 28. januar ved et arrangement i London og lander nu snart på dansk grund til årets LEGO World. LEGO DOTS består af små, farverige klodser, som gør det muligt at skabe sine egne unikke kreationer såsom armbånd, smykkeskrin eller mønstrede byggeplader.

Gæsterne på årets LEGO World får dermed eksklusivt muligheden for at eksperimentere med LEGO DOTS konceptet og købe det med hjem, før det officielt kommer i handel den 1. marts 2020.

“Vi er meget begejstrede for at kunne vise LEGO DOTS frem for danske familier og fans som nogle af de første i verden. LEGO DOTS har fokus på design, kreativitet og kunstnerisk udfoldelse for børn, og vi tror, at konceptet vil inspirere og tale til nogle børn, som i dag ikke synes, at LEGO passer til dem. Det vil vi vise på LEGO World 2020 med et dedikeret LEGO DOTS legeområde og med aktiviteter og konkurrencer,” siger Line Ann La Cour, projektleder for LEGO World.

Udover LEGO DOTS kan man på LEGO World naturligvis også slå sig løs i de store legeområder med kendte temaer som LEGO City, LEGO Ninjago, LEGO Friends og DUPLO. I et andet nyt område, LEGO Star Wars Droid Commanders, kan man bl.a. lære at programmere en LEGO udgave af robotten R2-D2 og få den til at bevæge sig rundt og udføre små opgaver.

Nyt workshopområde for hele familien

En anden nyhed på LEGO World 2020 er et workshopområde med to forskellige aktiviteter for hele familien.

Det ene er udfordringen Escape Box. Her er familien samlet om et bord, hvor de skal løse fire små LEGO relaterede opgaver med forskellige sværhedsgrader, så alle aldersgrupper kan være med. Løser man de fire opgaver, får man en firecifret talkode til at åbne en aflåst boks på bordet, som indeholder en belønning.

Den anden nye workshop har fokus på læring gennem leg, som er det grundlæggende tema for LEGO Fondens arbejde og forskningsaktiviteter. På LEGO World 2020 tager LEGO Fondens egne Play Agents publikum gennem sjove øvelser, der viser, hvordan LEGO kan bruges til at understøtte læring og kreativitet i alle aldersgrupper og sammenhænge. Kig forbi, og lad dig udfordre – hvilket dyr kan du bygge kun med seks almindelige DUPLO klodser, eller hvor mange af klodserne kan du få til at hænge ud over kanten af et bord, uden at de falder ned?

“Vi vil på LEGO World gerne give rum til fordybelse og nærvær, hvor hele familien kan blive udfordret kreativt ved at bruge LEGO på en lidt anderledes måde, end man er vant til. Det gør vi på de nye workshops, der begge er inspireret af workshops, som har været afholdt internt for medarbejdere i LEGO. Nu tager vi dem for første gang ud i en større offentlighed for bl.a. at vise familier og fans, at leg er en af de mest effektive måder til at lære nyt, tænke kreativt og udvikle evnen til at samarbejde,” fortæller Line Ann La Cour.

Praktisk information – sådan kommer du med

LEGO World foregår i Bella Center Copenhagen fra 13. – 16. februar 2020. Alle dage i tidsrummet kl. 10-17. Billetter à 149 kr. ekskl. gebyr kan købes på legoworld.dk eller ved indgangen. Læs mere på legoworld.dk.

LEGO World i tal:

34 områder med forskellige legeaktiviteter.

20 lastbiler lastet med over 80 paller med millioner af LEGO klodser og modeller, direkte fra Billund

350 medarbejdere i røde t-shirts, der sørger for en fantastisk oplevelse for alle besøgende

Det er 12. år i træk, at LEGO World afholdes i København.

Faktaark: Det kan opleves på LEGO® World 2020

LEGO DOTS

Skab dine helt egne mønstre, dekorationer, æsker og armbånd med det nye LEGO DOTS koncept, som du kan prøve af og også købe med hjem, før det kommer i handlen den 1. marts 2020.

LEGO modeller af verdenskendt arkitektur fra Bjarke Ingels Group (BIG)

Oplev de imponerende LEGO udgaver af verdenskendt arkitektur fra tegnestuen BIG, designet og bygget af LEGO fans. Modellerne har været en del af den nu afsluttede udstilling ‘BIG presents FORMGIVNING’ på Dansk Arkitektur Center – på LEGO World 2020 får du endnu en chance for at se alle modellerne.

LEGO Hidden Side

De lidt større børn kan kaste sig ud i det nye LEGO Hidden Side. Byg spøgelsesslotte og kirkegårde, og oplev, hvordan klodserne vækkes til live gennem et spil på din smartphone – hvis du altså tør!

LEGO DUPLO

De små kan lege i et hav af DUPLO klodser og bygge alt fra små haver, hvor køer og isbjørne lever fredeligt side om side, til det længste DUPLO tog du kan forestille dig.

Byg rødt

Hvad kan du få ud af et hav af kun røde LEGO klodser i standardstørrelser? Sæt din fantasi på en prøve i det populære område med flere røde LEGO klodser, end du nogensinde vil kunne få plads til derhjemme.

LEGO fanzone

Bliv inspireret i LEGO Fanzone, hvor 45 udvalgte LEGO fans fra hele Europa udstiller deres helt egne vilde og kreative LEGO modeller.

Produktion af LEGO klodser

Hvordan bliver en LEGO klods egentlig til? På LEGO World kan du følge produktionen fra granulat til færdig klods. Børn og barnlige sjæle kan tilmed få deres helt egen LEGO klods med indgraveret navn eller deres helt egen LEGO World minifigur.

Byg med på enorme LEGO modeller – eller kast dig over alle klassikerne

På LEGO World er der en masse byg-med-aktiviteter, hvor du kan hjælpe med at bygge kæmpestore LEGO modeller, såsom robotten R2D2 fra Star Wars og en LEGO Friends bus. Der er også flere ‘fri-byg-områder’, hvor kreativiteten kan slippes løs blandt millioner af LEGO klodser inden for kendte LEGO temaer som LEGO City, LEGO Friends, LEGO Disney Frozen eller LEGO Ninjago samt nye områder som LEGO Hidden Side og LEGO Star Wars Droid Commanders.

Kontakt:
Line Ann La Cour, LEGO Koncernen
Tlf. +45 5234 2932
[email protected]

Jonas Lund, CommunityContent
Tlf. +45 5152 1787
[email protected]

Journalister har gratis adgang til LEGO World mod forevisning af gyldigt pressekort.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lego-world-2020-indtager-kobenhavn-med-verdensnyhed?releaseId=13587193