Kendt bar får afslag på bevilling og står nu til lukning

Tophistorien er skrevet og udgivet af TV 2 LORRY. Ritzau må ikke krediteres.

INFO: Anvendelse forudsætter accept af vilkårene i bunden.

**** RITZAUS TOPHISTORIETJENESTE ****

Onsdag morgen fik Steven Rahbek Andersen beskeden, han havde frygtet, men aldrig haft fantasi til at forestille sig.

Den daglige leder af natklubben Billy Booze regnede ellers med, at logik og fornuft ville trumfe bureaukrati og formalia i en indviklet sag om papirrod og politik.

– Jeg er fuldstændig chokeret. Og rystet, sådan helt ærligt talt, siger han til TV 2 Lorry.

Beværtningen i Københavns Indre By havde først glemt at forny sin natbevilling, der udløb uden at nogen – myndigheder eller baren selv – lagde mærke til det. Da fejlen blev opdaget, ansøgte Billy Booze straks om at få bevillingen tilbage, så natklubben kunne fortsætte som tidligere.

Tirsdag behandlede Bevillingsnævnet i Københavns Kommune sagen, og her kom svaret: Afslag.

– Det fjerner jo vores eksistensgrundlag. Uden nattilladelse har vi ingen chancer for at overleve, siger Steven Rahbek Andersen.

Hos brancheforeningen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, Horesta, retter erhvervsjuridisk chef Kaare Friis Petersen kritik af Bevillingsnævnets beslutning.

– Der er flere elementer i beslutningen her, som vi anser for at være problematiske. Men i bund og grund er det trist, at en sådan afgørelse de facto vil lukke en virksomhed, hvilket aldrig har været hensigten fra nogens side, siger Kaare Friis Petersen til TV 2 Lorry.

I 10 år har Billy Booze langet alkohol over bardisken i den ældste del af Københavns Indre By, Middelalderbyen.

Alligevel behandles natklubbens ansøgning som om, der er tale om et nyt gå-i-byen-sted, der vil gøre sit indtog i det københavnske natteliv.

Det skyldes, at en tidligere ansat tilbage i 2017 glemte at ansøge om fornyet bevilling. Men på Københavns Kommunes hjemmeside fremgik det, at baren fortsat havde bevilling til klokken fem om morgenen.

Københavns Politi og kommunen har været på kontrolbesøg efter natklubbens tilladelse var udløbet uden at gøre opmærksom på den manglende bevilling.

Så da Billy Booze i foråret blev opmærksom på den forældede nattilladelse, skulle de altså søge om en helt ny af slagsen.

Men den slags giver man ikke bevillinger til i den del af Indre By, der går under navnet Middelalderbyen, blev det besluttet i december 2018.

Her blev det fra politisk hold vedtaget, at man ville stoppe med at uddele nye natbevillinger i Middelalderbyen.

Dette blev besluttet i et forsøg på at bremse en udvikling i Indre By, hvor flere og flere natklubber var åbnet de seneste år til stor gene for beboerne.

Og det er også denne regelændring, kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å), der er formand for Bevillingsnævnet, henviser til i sagen om afslaget til natklubben.

– Billy Booze har drevet virksomhed uden lovlig bevilling siden marts 2017 og ansøgte først om en ny bevilling i juni 2019. I mellemtiden er der i december 2018 indført en restriktiv praksisændring, der sætter en stopper for nye såkaldte 05-tilladelser i Middelalderbyen for at imødekomme et behov om, at Indre By både skal være for beboere og gæster, udtaler Franciska Rosenkilde i et skriftligt svar til TV 2 Lorry.

Steven Rahbek Andersen mener dog ikke, at Billy Booze har fået fair behandling
– Jeg mener jo, vi har handlet i god tro. Normalt sender politiet skriftlige påmindelser ud til beværtninger, hvis bevilling står til at udløbe. De har de sendt til alle andre end os, og det har politiet også erkendt. Så reelt set opdager vi en fejl, som vi så forsøger at rette op på. Og det bliver vi nu straffet for, siger Steven Rahbek Andersen.

Erhvervsjuridisk chef i Horesta, Kaare Friis Petersen, sidder selv i Bevillingsnævnet i Københavns Kommune som observatør. Han mener, at afslaget er en klar fejl.

– Vi mener, at der både er juridisk belæg for nattilladelsen, og at Bevillingsnævnet i denne her sag går langt ud over, hvad der var hensigten med stramningerne i natbevillingerne, siger Kaare Friis Petersen.

Han peger på, at stramningerne i natbevillingerne i en afgrænset zone i Indre By, havde til hensigt at sikre, at der ikke ville komme flere nye natklubber. Derfor blev det vedtaget, at der ikke kunne gives nye natbevillinger.

– Og det har vi forståelse for. Men Billy Booze har jo ligget der i 10 år og havde jo nattilladelse. Så det er på ingen måde en ny tilladelse. Der er jo ikke tale om en ny natklub, som kommer til byen med ny og mere larm. Så vi synes da, der er tale om et løftebrud, siger han.

I sagen om Billy Boozes tilladelse var han dog erklæret inhabil i Bevillingsnævnet, idet han havde bistået natklubben med rådgivning.

Og det vil han også gøre fremover. Nu er næste skridt, at Horesta og Billy Booze vil påklage afgørelsen til et klagenævn bestående af fem medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget.

Indtil da står Steven Rahbek Andersen tilbage med en forretning med 25 ansatte, der er i store økonomiske vanskeligheder efter afslaget i Bevillingsnævnet.

– Jeg synes virkelig, det er modbydeligt at være erhvervsdrivende i København, når tingene skal foregå på den her måde, siger han.

https://www.tv2lorry.dk/koebenhavn/kendt-bar-faar-afslag-paa-bevilling-og-staar-nu-til-lukning-loeftebrud-mener-horesta

Redaktionel kontakt:
Morten Engelschmidt
tlf.: +4541881009
e-mail: [email protected]

**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF TV 2 LORRY ****

Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus Tophistorietjeneste:

– Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.

– En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.

– Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet – også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.

– Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.

– Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.

– Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at publicere dette ved videreudnyttelse.

VIGTIGT VEDR. BRUG AF BILLEDE:

– Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.

– Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.

– Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)