PRM / Lene Roed er ny formand for HK Kommunal

Pressemeddelelse fra HK Kommunal
Lægesekretærer, jobkonsulenter, sagsbehandlere, klinikassistenter og andre HK’ere i kommuner og regioner kan se frem til en ny styrmand. Et flertal af de 384 delegerede har på HK Kommunals kongres netop valgt Lene Roed som ny kaptajn efter den nu forhenværende formand, Bodil Otto.

Lene Roed, der siden 2010 har været formand for den sydjyske afdeling af HK Kommunal, modtog 278 stemmer, mens hendes modkandidat, Jens Rastrup Andersen fra København, opnåede 100 stemmer. Seks stemmer var blanke.

Lene Roed er både stolt og ydmyg over valget.

– Jeg er overvældet over den tillid, mine kolleger har vist mig. Den tillid vil jeg efter bedste evne prøve at indfri, siger Lene Roed.

Den nyvalgte formand har som sin ambition, at HK Kommunal skal være en fagforening, der tør gå nye veje.

– Om fem år skal vi gerne have sat os på den digitale dagsorden indenfor vores mange fagområder, lyder det fra Lene Roed.

I samarbejde med HK Kommunals bestyrelse vil den nye formand udbygge HK Kommunal som en nærværende og lyttende fagforening, der overalt er synlige med attraktive medlemstilbud.

– HK Kommunal skal være en relevant partner på de enkelte arbejdspladser og dermed et naturligt valg for alle, der arbejder på vores overenskomst, siger Lene Roed.

Hun vil føre kampen for HK’ernes plads på fremtidens arbejdsmarked og mod nedbrydende nedskæringer i velfærden.

Lene Roed er også særdeles optaget af den offentlige sektor som helhed og hilser regeringens kommende nærhedsreform velkommen.

– Vi bliver simpelthen nød til at tage livtag med styringsformerne i det offentlige. Med hele organiseringen. Vi skal sætte de offentligt ansattes faglighed mere fri. Og lade beslutningerne blive truffet så tæt på borgerne som muligt. I de enkelte kommuner og regioner, slutter HK Kommunals nye formand.

Kongressen genvalgte 37-årige Mads Samsing til sin tredje periode som næstformand i HK Kommunal.

Kort om formand Lene Roed (56)

2020: Formand for HK Kommunal

2010: Formand for HK Kommunal Sydjylland

2008: Næstformand for HK Kommunal Sydjylland

1994: Ansat i skatteforvaltningen i Vejle Kommune
Kontakt:
Formand for HK Kommunal, Lene Roed, tlf. 24216431
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lene-roed-er-ny-formand-for-hk-kommunal?releaseId=13587069