Kina-kender: Satiresag udstiller kultursammenstød

Den kinesiske ambassades fortørnelse over en satiretegning i Jyllands-Posten, hvor en tegner har udskiftet de fem gule stjerner på Kinas flag med coronavirusset, udstiller et sammenstød mellem kulturer.

Det vurderer Clemens Stubbe Østergaard, som beskæftiger sig med Kina og landets forhold til omverdenen som lektor emeritus på Aarhus Universitet.

– Vi er nok det mest uhøjtidelige land i verden, og mange andre kulturer er mere følsomme over for den slags ting, siger han.

Kinas ambassade kræver en undskyldning fra Jyllands-Posten, efter at avisen har udgivet tegningen.

Reaktionen er spontant og måske en smule uhensigtsmæssig, siger Clemens Stubbe Østergaard.

Men man skal også forstå, at mange kinesere i Danmark har familie i landet, som er alvorligt presset.

– Det her rammer midt i det, der svarer til vores jul, nemlig det kinesiske nytår. Det har gjort folk oprevede og bange, og så gør man grin med det samtidig.

Han understreger, at det ikke er, fordi Kina nemt bliver fornærmet. Men i landets pressede situation skal der ikke meget til at udløse store følelser.

– Det er svært for os at visualisere eller forstå, hvor alvorligt det her er for nogle områder i Kina, og hvor meget det har sat landet på den anden ende.

– Det er et sammenstød mellem kulturer. Vi har også en grovere sans for humor end lande omkring os, og kommer man helt til Kina, er forskellen nok endnu større.

– Så reagerer man spontant og uhensigtsmæssigt. Havde man haft en uge til at tænke over det, kan det være, det var anderledes, men man reagerer følelsesmæssigt, når man er under pres, siger Clemens Stubbe Østergaard.

Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe, har afvist at give en undskyldning til kineserne.

Han siger til sin egen avis, at man ikke har villet nedgøre nogen, og at der må være tale om to forskellige former for kulturforståelse.

/ritzau/