Medie: Kronprinsen har holdt hemmelige møder med forsvarschefer

Kronprins Frederik har haft hemmelige møder med ledende medlemmer af Forsvaret.

Her har kronprinsen angiveligt fået videregivet følsomme oplysninger om interne forhold i Forsvaret. Møderne er blevet afholdt, uden at forsvarsministeren eller andre medlemmer af regeringen er blevet informeret om dette.

Det skriver netmediet Olfi, som dækker dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

Netmediet skriver, at kronprinsen er mødtes med blandt andre forsvarschef Bjørn Bisserup et par gange om året.

Ifølge Olfis redaktør, Peter Ernstved Rasmussen, burde kronprinsens rådgivere have vejledt ham bedre.

– Problemet er, at når et medlem af kongehuset ønsker viden eller ønsker at mødes med personer fra staten eller det offentlige, så går kontakten gennem regeringen, siger han til P1 Orientering.

Kurt Klaudi Klausen, der er professor i offentlig forvaltning ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, kalder det en “fatal brøler”.

– Det er meget betænkeligt og lugter langt væk af noget, som ikke tåler dagens lys, fordi det foregår skjult.

– Sagen er meget klar. Den absolutte inderkreds i Forsvaret skal ikke sidde med kronprinsen i hemmelige møder, hvor der ikke bliver skrevet referater, siger professoren til Olfi.

Han tilføjer, at det kun er i diktaturstater, at den kongelige overmagt har direkte kontakt med militæret.

I et skriftligt svar siger Forsvaret, at der ikke er tale om en loge eller noget andet, som kan lyde fordækt eller mistænkeligt.

– Der er tale om en sammenkomst med middag blandt venner, kolleger og bekendtskaber. Ligesom der ikke er gjort forsøg på at gøre det hemmeligt, siger forsvarschef Bjørn Bisserup.

– Der er derfor således heller ikke tale om en orientering om konkrete eller fortrolige forhold til HKH Kronprins Frederik fra Forsvarets side, tilføjer han.

Ifølge Forsvaret har Bjørn Bisserup deltaget i to sammenkomster, hvor der ikke har været tale om en fast deltagerkreds.

Det er desuden ikke forsvarschefen, der har inviteret til middagen, lyder det.

SF kræver på baggrund af Olfis oplysninger nu en redegørelse fra forsvarsminister Trine Bramsen (S).

Hverken kongehuset eller flere af hovedpersonerne fra Forsvaret har ønsket at kommentere historien over for P1.

Heller ikke forsvarsministeren ønsker at udtale sig om sagen, siger ministeriet til Ritzau.

/ritzau/