PRM / 2019 blev et rigtig godt investeringsår for PensionDanmarks medlemmer

Pressemeddelelse fra PensionDanmark
Medlemmerne i PensionDanmark fik i 2019 et samlet afkast på 29 mia. kr., der vil have positive effekter på pensionsopsparingen i mange år frem. For et medlem med 15 år til pension (middel risiko) betød det et afkast på 15,7 procent før skat. Set over en tre-årig periode har afkastet i gennemsnit ligget på 7,4 procent.

“Det er et rigtig godt resultat for vores medlemmer. Afkastet i 2019 svarer til
omkring tre til fire års normalt afkast på ét år. Effekten kan nu vokse yderligere i takt med, at pengene bliver forrentet frem mod deres pension. Det er dog vores klare
forventning, at danskerne skal vænne sig til mere moderate afkast i de kommende år,” siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

Med udsigten til mere beskedne afkast kan PensionDanmarks medlemmer glæde sig over, at perioden 2010-2019 har polstret opsparingen godt til fremtiden. Et typisk medlem med en opsparing på omkring 235.000 i 2010 har ved udgangen af 2019 en opsparing på 940.000 kr. – en stigning over de ti år på godt 700.000 kr.

PensionDanmark har i takt med de faldende renter løbende tilpasset investeringsstrategien og har øget investeringerne i bl.a. vedvarende energiinfrastruktur og ejendomme.

Mens de gode afkast i det forgangne årti har øget medlemmernes egen opsparing betydeligt, kan de samtidig notere sig, at de gode tider også betyder, at de har været rigtig store skatteydere. Alene i 2019 har PensionDanmarks medlemmer bidraget med 4,4 mia. kr. i skat af investeringsafkastet (PAL-skat). I hele perioden 2010-2019 har medlemmerne betalt 18 mia. kroner i skat af et samlet afkast på 120 mia. kr.

Yderligere information

Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund, PensionDanmark, telefon 2019 9238.

Kontakt:
Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund tlf.: + 45 2019 9238 email: [email protected]
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/2019-blev-et-rigtig-godt-investeringsar-for-pensiondanmarks-medlemmer?releaseId=13585800